Råt, rustikt og varmt
Køkken og fotos: Nordiska Kök
Mørke toner, markante linjer og fine åretegninger kombineres med lyse terrazzoplader og messing. Nordisk Kök lægger an til en sofistikeret stemning i dette køkkendesign i mørkbejdset eg.
Fronterne karakteriseres ved de udvendige rammer, som skaber markante vandrette og lodrette linjer. Samtidig fremhæves egetræets fine åretegninger.
De varme træfronter får fornemt modspil fra de lyse terrazzoplader, som beklæder køkkenbord og køkkenø. Valget af tilbehør – messingarmatur og – vask understreger sammen med den skulpturelle Le Corbusier lampe og udvalgte accessoires i keramik, træ og stål det eksklusive udtryk.
Træfronterne fås i flere træsorter og med bejdsning i forskellige farver, der sammen med valget af bordplade i høj grad er med til at skabe det specielle udtryk.
Nordiska Kök er drevet af nysgerrig og en tro på, at kvalitet og godt design holder. Hvert eneste køkken, hvert eneste element og hver skuffe frembringes på eget snedkerværksted i Gøteborg og tilpasses til den enkelte familie og deres bolig.
Siden grundlæggelsen i 2017 har det svenske køkkenbrand fokuseret på at fremstille kvalitetskøkkener til en fornuftig pris. Brandet leverer i dag til hele Norden og er snart på vej ud på nye markeder.