Slaraffenland for gastronomer
At træde ind i Butik Jes Pors er for gastronomer som at åbne døren til et sandt skattekammer
Fra gulv til loft er reolerne fyldt med alt det bedste køkkengrej, du kan drømme om at lege med – og også alt det, du faktisk ikke vidste, at du manglede.
”Her i butikken sælger jeg ikke noget, som jeg ikke selv vil bruge i mit eget køkken,” lyder det prompte fra indehaveren Jes Pors, der på godt jysk kalder sig selv for en habil kok.
Pors har tidligere haft butikker i København og Horsens, men de seneste år har han koncentreret sig om Aarhus-butikken og webshoppen. For et par år siden rykkede forretningen fra Vestergade, som Gnags har udødeliggjort med ”Slingre ned ad Vestergade, til en mere anonym adresse på Christian den X’s vej i Højbjerg.
Flytningen har dog ikke haft den store betydning for hverken kunderne eller omsætningen. Finesmeckere og Gadgets-lovers fra alle egne af Danmark og nabolande som Tyskland, Norge og Sverige finder vej til shoppen – både den fysiske og den digitale.
Alt i Køkkenudstyr lyder butikkens slogan, og det holder. På reoler og i låste montre går vi på opdagelse for at finde det ypperste inden for næsten alle kategorier – japanske kokkeknive i damaskeret stål, kobbergryder, hundredevis af forskellige redskaber til at røre og piske med, peberkværne der virker og kaffemaskiner til den gode kaffe.
For chokoladenørder
Den store bagedyst og corona-pandemien har inspireret danskerne til at kaste sig ud i spændende kageprojekter, nørde med chokolade og eksperimentere med surdej.
Under corona-nedlukningen blev remedier til surdejsbrød og chokoladedesserter på det nærmeste revet ned af hylderne – chokoladegafler, støbeforme til chokolade, tyllesæt, temperaturmålere og hævekurve i alle størrelser.
De bedste kagebagere kan vælge mellem de Buyer’s forme i kobber eller stål, og hvem vil ikke kunne frembringe de mest fantastiske kager, når æggehviderne piskes i en speciel kobberskål?
Juvelen blandt kokkeknive
Tre forskellige serier af de originale, franske Laguiole-serier af knive kan opleves bag lås og slå i glasmontrene. Proptrækkere, knive og champagnesabler findes med skafter i så forskellige materialer som oliven- og vintøndetræ, afrikansk horn, carbon, stødtand eller mammut elfenben - og en helt speciel udgave er udstyret med et skaft fremstillet af genanvendt materiale fra ophuggede Concorde-fly.
Juvelen i butikken er de japanske Yaxel knive med damaskeret stål. Det betyder, at kniven er håndlavet af mange lag stål. I den fineste kunne man tælle 193 lag, hvis det var muligt. Jes Pors fortæller, at det er mandegaven over alle. For nylig kom en erhvervsmand efter en rund fødselsdag for at ombytte tusindvis af kontante gaver til Yaxel-knive.
Upcycklede og digitale gaver
Mange af køkkentingene er klassiske og gedigne materialer. Pander fra de Buyer er eksempelvis fremstillet af genanvendt stål fra franske jernbaner. Upcyckling, der klinger klimakorrekt.
Er kunden på udkig efter en gave til et brudepar eller en yngre fødselar, så kan han også anbefale en digital gave – Wally, der er udstyret med en smart applikation, der fortæller dig om det ernæringsmæssige data i de ingredienser, som du vejer.
På vejen hjem er vi helt enige om, at der stort set ikke var én eneste ting, vi ikke gerne ville elske at eje - og bruge i vores køkken.
www.butikjespors.dk