Influencerens autentiske landkøkken
Alle fotos: Nordiska Kök
I den svenske skærgård har influenceren Kenza Zoiten Subosic sammen med Nordiska Kök skabt et skandinavisk landkøkken, der passer ind i bondegårdens oprindelige stil
Shaker-stilen, snedkerhåndværket, messingdetaljerne, de lyse farver, de udsøgte materialer og helt centralt den mørke køkkenø – alt klinger og spiller sammen fra de store linjer til de mindste detaljer i køkkenet i det fine, gamle landsted i den stockholmske skærgård. Et landkøkken anno 2024, der næsten kunne have været det originale.
Den autentiske stil har husets ejer, den svenske iværksætter og influencer Kenza Zouiten Subosic skabt i sin sommerresidens i samarbejde med den svenske køkkenvirksomhed Nordiska Kök.
Respekt for husets historie
Køkkenet er snedkereret af massivt træ, som er håndmalet på stedet. En lys, cremefarve er den klare, gennemgående nuance – på køkkenfronter, døre, vægpaneler og det fine, mønstrede tapet. I midten af rummet ses køkkenøen i mørk eg med klassiske messingdetaljer, designet til at matche husets oprindelige arkitektur.
For både Kenza og hendes mand, Aleks, har det været vigtigt at skabe et køkkenrum, der giver genklang til stuehusets rige historie og dets originale, indre æstetik. Et rum med en skandinavisk roog en upoleret, ægte atmosfære, der omfavner traditionelt design.
Et strejf af luksus
Køkkenet i den såkaldte shakerstil er specialbygget til huset og rummer et væld af forfinede detaljer. Vitrineskabet er indvendig malet med en blå kontrastfarve og rummer også en særlig vinglashylde. Messingtilbehør i form af greb, armaturer og lamper giver sammen med bordpladerne i svensk kalksten oplevelsen af herskabelig luksus.
Helt unik fremstår den specialdesignede køkkenø, håndsnedkereret i mørkt egetræ som et centralt møbel. Måske er det i virkeligheden mere en arbejdsplads og et samlingssted for hele familien og stedet, hvor gæster slår sig ned og nyder varmen fra det åbne ildsted.
“Køkkenøen er fantastisk. Vi opholder os altid i nærheden, når vi har gæster, og tilbereder et måltid. Det er min personlig favorit sammen med vitrineskabet - jeg elsker virkelig infusionen af blåt interiør”, siger Kenza, mor til tre og influencer med 1,8 millioner følgere på Instagram-profilen @kenzas.
Vitrineskabets indvendige, blå kontrastfarve fremhæver det smukke porcelæn. Foto: Nordiska Kök