Smukke tendenser til husets hjerte
Indretning + Foto: Kitchen By Pau
l
Scandinavian kitchen.dk er blevet opfordret til at skrive en artikel til Jyllandposten’s tillægsmagasin Living om køkkentrends. Du kan se artiklen i Living’s online udgave eller læse den her, krydret med et par ekstrabilledeksempler.
Internationale strømninger ophæver helt grænserne mellem stue og køkken, lyder det fra holdet bag køkkenbloggen scandinaviankitchen.dk, som har kigget nærmere på de tre mest toneangivende tendenser, personligt, japansk og organisk, som lige nu dominerer køkkenscenen.
Af scandinaviankitchen.dk for JP Living
En stærk trend fra den internationale designscene kommer til at influere måden, vi opfatter køkkenet og stuen på. Bevægelsen har længe været i gang, og herhjemme har vi bl.a. oplevet mere møbelagtige designs i køkkenet, der vokser sammen med spisestuen til ét alrum. Dagligstuen, som det hed engang, er nu på vej til også at blive opslugt af alrummet.
Tendensen bliver endnu tydeligere, når toneangivende udenlandske, men også danske indretningsarkitekter tænker i helheder. Køkken, spise- og opholdsafdeling indrettes som en integreret enhed – ét stort rum – med en klar og gennemgående stil. Farveholdning, materialer og former følger samme retning – lige fra køkkenfronter over sofaer og spiseborde til lamper, tekstiler og tapeter.
Køkkenets nye position som en fuldt integreret del af familiens opholdsrum kommer bl.a. til udtryk i valget af møbelagtige former og eksklusive materialer som ædle træsorter, marmor, messing.
Stilmæssigt blomstrer forskelligheden, og det handler om at vælge en personlig stil og stemning, som klart afspejler den familie, der bor her.
Skandinavisk stil og design med rene, enkle linjer dyrkes overalt i verden, og sætter også sit aftryk i en ny Japandi-bølge. En fusion af japansk minimalisme og skandinavisk design, hvor de rene linjer blødes op af organiske former i lamper og møbler, alt sammen i lyse træsorter, farver og lette møbler.
Skulle du overtage et hus eller en lejlighed, hvor 80ernes buede døråbninger eller nicher, har fået lov at overleve, så rør dem endelig ikke! Buer og runde former er det store issues i boligindretningen, og kan opleves både som runde former i rummet og som formgivning i møbler. Flere køkkenbrands har allerede fanget trenden og giver køkkenøen runde hjørner eller skabene runde låger.
Vil du selv dyrke buerne og de organiske former, så lad dig inspirere af den danske indretningsarkitekt Lasse Fragtrup, og svenske Kitchens By Paul, der begge på elegant vis integrerer buerne i deres køkkenindretninger.
En trend afføder ofte en modsatrettet tendens, og der er virkelig håb for os, der har svært ved at leve op til det perfekte Instagram-hjem. Det uperfekte, det meget personlige og gerne lidt rodede køkken er blevet stuerent – også på Instagram!
Trendsættende influencers, indretningsarkitekter og boligredaktører punkterer Instagram-drømmen om det perfekte køkken, der er støvsuget for tilfældige ting og uorden. De kaster sig ud i stylinger med masser af personlige ting sommalerier, keramikfigurer, lampetter og skæve ferieminder. Alt sammen accessoires, som er hentet fra stuen.
OM OS:
Bag scandinaviankitchen.dk står to erfarne marketing- og kommunikationsprofessionelle, designer Angela Lund og journalist Helle Blach. Drivkraften er en fælles passion for design, køkkener og gastronomi – og omdrejningspunktet er det liv, der leves i husets hjerte og samlingssted.
På bloggen og SoMe platforme bringer de kuraterede nyheder og artikler om skandinavisk design, interiør og køkkener - de nyeste tendenser, de klogeste guidelines, de personlige cases, de smarteste hacks og de hotteste gadgets.
Hver især driver de henholdsvis designbureauet Designcoach og PR-bureauet Blach Communication.