KØKKENNYHEDER
Klassisk køkkendesign i nye farver
Snedkerkøkkener og klare farver er to markante tendenser i køkkenindretningen anno 2025.
Det danske brand uno form vover pelsen og lancerer en ny køkkenserie, som forener det klassiske snedkerkøkken med en moderne farvepalette.
Tilbage i 1968 satte Arne Much nye standarder for et snedkerkøkken ved at udstyre de massive træfronterne med markante lameller, som har opnået en ikonisk status.
Hidtil har kunderne kunnet vælge mellem træsorter som hvid ask, valnød og eg til classic, men nu kan de skabe en endnu mere personlig indretning ved at vælge én af de 11 nøje kuraterede farver eller endnu mere dristigt kombinere flere af farverne dusty rose, sky bue, ocean blue og burgundy red.
Peter Bisgaard, kreativ ansvarlig hos uno form, fortæller, hvordan farverne kan udfordre den gængse opfattelse af et snedkerkøkken:
”Classic Colour Collection taler ind i en markant bevægelse mod rigere farver med dybde og karakter. Serien skubber til den traditionelle opfattelse af et køkken og giver mulighed for at skabe et urbant, stemningsfyldt og dybt personligt udtryk, hvor legen med farver bliver drivkraften.”
”Nogle foretrækker en enkelt gennemgående farve, der giver ro, harmoni og balance. Andre drømmer om et mere komplekst rum, hvor stærke kontraster og dristige kombinationer skaber dynamik og liv – f.eks. med forskellige farver på køkkenøen, højskabene og benstellet.”
Spændende at følge, hvordan kunderne vil udfordre deres egen køkkenindretning med de flotte og kontrastfyldte farver.
Kontraster, der spiller - fronter i sky blue og røde ben. Foto: @unoform
Modig kombination af den bløde dusty rose og den mørke burgundy. Foto: @unoform