Svævende køkkenø
Designa’s nye køkkendesign taler ind i det nordiske look
Køkkenbrandet Designa har gentænkt køkkenøen og udviklet et svævende møbel, der udfordrer normen for, hvordan vi opfatter en køkkenø.
Udtrykket i egetræsmøblet er let, næsten graciøst, og det forstærkes af mellemrummet mellem skuffemodulerne. Fine fingertapninger i skufferne giver oplevelsen af nordisk natur og snedkertraditioner.
”Andre har forsøgt sig med en svævende køkkenø, men i vores designteam har vi insisteret på at skabe en next level version af køkkenøen,” fortæller Birgitte Kürzel, designchef hos Designa.
Fravalget af den solide sokkel og kraftige ben har givet udfordringer i udviklingen af en svævende konstruktion. Det er dog lykkedes at forene funktionalitet med et let udtryk ved at fremstille en central enhed, en søjle, der bærer møblet og samtidig rummer installationer.
Tyngde og tryghed
Ifølge trendforsker og design- og livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg harmonerer designet godt med, hvad danskerne i øjeblikket søger:
– Designet taler ind i det enkle, nordiske look. Muligheden for at vælge klassiske og naturlige materialer giver en tyngde og tryghed, som vi forbrugere i høj grad efterspørger i en krisetid som nu.
Samtidigt gør den svævende køkkenø det muligt at få et mindre bastant udtryk, end vi er vant til, og det udfordrer normen for, hvordan man formgiver køkkener.