Til pynt & nytte
Forleden blev min opmærksomhed fanget af et opslag på Facebook. Profilen spurgte, hvilke viskestykker, der var de bedste. Forslagene og meningerne om, hvad der tørrer mest effektivt, var mange og delte.
Her kan du læse mit svar:
Et viskestykke gør nytte i ethvert køkken. Faktisk har det flere funktioner. Det skal være effektivt og godt at tørre med, uden at blive vådt og sjasket. Efter vask må det ikke miste hverken sin struktur eller farve.
Viskestykker er også til pynt. Det tekstile element tilfører farver som matcher eller giver kontrast til køkkenets stemning, farver og materialer.
For nogle år siden faldt jeg over viskestykker, der strålede af sommerstemning med orange valmuer og blå kornblomster. Jeg købte en hel stak til kontoret og bragte sommeren ind i køkkenet. I et kontorkøkken skal tekstilerne vaskes hyppigt, og efter blot et par vaske falmede sommerfarverne og tekstilerne mistede deres tørreevne.
En ganske anden oplevelse var det at få to George Jensen Damask viskestykker som gave fra en god samarbejdspartner. Jeg må indrømme, at mit viskestykkeforbrug ændrede sig radikalt efter de to nævnte oplevelser.
Lige siden har jeg kun haft Georg Jensen viskestykker og køkkenhåndklæder, og jeg giver dem gerne som gaver fx til værtinden ved en middag eller i indflytningsgave til unge, der flytter for første, anden eller tredje gang.
Nu sender jeg spørgsmålet videre – hvilke viskestykker bruger du og hvorfor?
Vis os gerne dit yndlingsviskestykke på Instagram #scandinaviankitchen_dk